Fra de tidlige 1970’ere og frem var Europas indre byer præget af krise: Af affolkning, økonomisk stagnation og politisk desorientering. Den lokale stat, der under post-krigsæraens økonomiske opsving havde projekteret omfattende gældsfinansierede byplaner, så nu sit økonomiske råderum svinde ind, alt imens det bebyggede miljø forfaldt yderligere, og byens sociale og kulturelle servicer blev rullet tilbage. I den kontekst opstod der et grænseland i hjertet af Europas metropoler, et grænseland, som på den ene side var præget socialt armod og forfald, men som samtidig udgjorde et mulighedsrum for autonom eksperimenteren. Mange bygninger stod tomme og lokalstyrernes legitimitet og indflydelse var aftagende i disse områder.
I begyndelsen af 1980’erne blev dette urbane grænseland indtaget af en ny generation af radikale autonome aktivister, der her søgte at organisere sig på afstand af det etablerede samfund og opbygge nye meningsfulde fællesskaber baseret på kollektivitet, horisontal selvforvaltning og ikke-kommerciel kultur. Deres mål var i mindre grad end deres forgængere fra 1970’ernes sociale bevægelser Revolutionen af samfundet forstået som en politisk strategi, der sigter mod at gribe (stats)magten – snarere var der tale om en tilbagetrækning fra magtens sfærer til fordel for en revolution af hverdagslivet, der skulle tjene til at overvinde det etablerede samfunds fremmedgørelsesmekanismer og præfigurere et liv hinsides kapitalismen. I denne autonomiseringsproces spillede opbygningen af ‘autonome zoner’ en central rolle, både som ramme om autonomes sociale og kulturelle eksperimenter på afstand af de etablerede samfundsinstitutioner og som aktivistiske knudepunkter for autonom mobilisering.
Gennem analysen af tre centrale cases, nemlig Hafenstrasse i Hamborg, 121 Anarchist Centre i London og Ungdomshuset i København, og de tre projekters udvikling i perioden 1980 til i dag, viser afhandlingen, hvordan disse autonome zoner blev til og siden forbandt sig med hinanden på tværs af nationale grænser i et omfattende bevægelsesrum. Men først og fremmest analyseres forholdet mellem den autonome zone og mere generelle byudviklingstendenser i henholdsvis London, Hamborg og København, der alle fra de tidlige 1980’ere og frem blev præget af fremkomsten af en ny urban mainstream, den neoliberal by.