Afhandlingen læser den franske forfatter Louis-Ferdinand Célines (1894-1961) sene værk – Féerie pour uneautre fois I og II (1952 og 1954), Entretiens avec le professeur Y (1955), D’un château l’autre (1957), Nord (1960) og Rigodon (posthumt, 1969) – ind i et af efterkrigstidens litterære hovedspor, nemlig vidnesbyrdslitteraturen. Ud fra tekstnære analyser af såkaldt vidnende funktioner i vidnesbyrdlitteraturen efter Anden Verdenskrig etableres en teoretisk ramme om forståelsen af Célines sidste værker som udtryk for en selvbevidst tekst, der søger nær sanselig henvendelse frem for kølig overbevisning og virkelighedsgengivelse. Arbejdet med Céline og vidnesbyrdlitteraturen er uhyre kontroversielt, men åbner op for en række interessante perspektiver på såvel Célines sene produktion, som på vidnesbyrdlitteraturens mekanik og efterkrigslitteratur i det hele taget.