Hen (og henne) betyder ingenting.
Sådan kunne man fristes til at tro når man læser betydningsangivelserne i forskellige ordbøger. I Jysk Ordbog møder man fx definitionen ”neutral stedsangivelse”, og en af definitionerne i Ømålsordbogen kunne tolkes på den måde at hen kun bruges i mangel af bedre – her står nemlig at hen bruges ”hvor retningen ikke tænkes som ’op’, ’ned’, ’ud’, ’ind’, ’om’ olgn”.
Men sådan forholder det sig naturligvis ikke, og det er da heller ikke helt det der står, når man nærlæser ordbøgerne. Hen betyder selvfølgelig noget; det indgår som element i et systematisk kommunikationssystem (sproget), og vi må gå ud fra at det dermed også har en funktion og en betydning der kan beskrives systematisk – ligesom alle andre ord. Men det kan umiddelbart være svært at få øje på hvad hen betyder og bruges til, i hvert fald sværere end når man står over for andre retningsadverbier, fx op eller ud, hvor man mere intuitivt kan pege på en betydning. Jeg vil i denne artikel stille spørgsmålet: Hvad betyder hen egentlig? Og jeg vil især interessere mig for de brug af hen der beskrives eller opleves som ”neutrale”. Hvad menes med ”neutral”?