Preaching as a Carnivalesque Dialogue – between the ‘Wholly Other’ and ‘Other-Wise’ Listeners

Research output: Book/ReportPh.D. thesisResearch

Formålet med denne afhandling er at undersøge prædiken som genre i lyset af den russiske kommunikationsteoretiker, litterat og dialogfilosof, Mikhail Mikhailovich Bakhtins (1895-1975), teorier om dialogicitet og karnevalisering. Omdrejningspunktet for dette projekt består i at undersøge den dobbelte fremmedhed, der karakteriserer prædiken som en 'to-sidig' handling.
Fokus på fremmedhed, som et af prædikenens grundvilkår, sker i kontinuitet med klassiske teologiske opfattelser af prædikenen som ’Guds Ord’ og Gud som den ’helt Anden’. Accentueringen af den dobbelte fremmedhed der karakteriserer, ikke blot relationen mellem Gud og mennesker, men også mennesker imellem, udgør derimod en kritik af traditionelle opfattelser af prædikenen.
Betegnelsen af prædikenen som en dialog understreger en kontinuitet med blandt andre Søren Kierkegaard og nutidige homiletikere. Prædikenens genre beskrives, trods sin monologiske udformning, som nært beslægtet med samtalen, fordi den forudsætter flere parters gensidige, aktive deltagelse. En af udfordringerne ved at beskrive en menneskelig praksis, som prædikenen, teoretisk, er imidlertid, at man som teoretiker stiller nogle spørgsmål og anvender nogle forklaringsmodeller, som transformer den beskrevne praksis i og med beskrivelsen heraf.
I et forsøg på at imødekomme denne problemstilling tegner jeg, i Chapter 1 Methodology: Philosophy of the Act of Preaching konturerne af en på én gang praksis-teoretisk og dialogisk tilgang til emnet. Denne metodelære er baseret på Bakhtins definitionen af dialogisk præcision som evnen til at overskride den andens andethed uden at transformere denne fremmedhed til ens helt eget.
Motivationen for denne bestemmelse udgår fra et dialogisk menneskesyn, der ser mennesket, som i en kontinuerlig vorden og dermed aldrig er helt identisk med ’sig selv’. Følgelig kan humanistiske studier ikke beskrive menneskelig kommunikation og interaktion endegyldigt med identitet og gentagelighed som videnskabelige kriterier. Tværtimod bliver menneskers manglende overensstemmelse med sig selv og indbyrdes fremmedhed opfattet som et grundvilkår for betydningsdannelse og interaktion.
I Chapter 2 Bakhtinian Dialogism og Chapter 3 Dialogical Preaching: From ‘New Homiletics’ to ‘Other-wise homiletics’ beskriver jeg dialogicitet i en Bakhtinsk kontekst for derefter at undersøge dialogiske elementer i det homiletiske paradigme, der karakteriserede amerikansk homiletisk teori og praksis fra slutningen af 1960’erne til starten af 1990’erne, men som på det seneste også har sat afgørende spor på en nordeuropæisk kontekst; the New Homiletics.
Selvom disse analyser bekræfter relevansen af at beskrive prædikenen som en form for dialog bliver det også i stigende grad indlysende, at der er afgørende elementer ved prædikenen, som falder uden for fokus, når denne bestemmes dialogisk. Når prædiken-dialogen tillige karakteriseres som ’karnevalesk’ er det således i erkendelse af, at der er væsentlige elementer i prædiken-akten og dennes liturgiske kontekst, der overskrider og ofte underminerer de verbale elementer. Af afgørende betydning er blandt andet ansigt til ansigt interaktion, tonefald, tid og sted.
Beskrivelsen af visse genres karnevalisering i Chapter 4 Preaching as a Carnivalesque Genre baseres på Bakhtins analyser af, hvorledes litterære værker synes at genopføre de ritualiserede rolleskift og hierarki-omvæltninger, som det historiske karneval iscenesatte. Bakhtin skelner de middelalderlige former for karneval, som var kendetegnet ved en nedbrydning af skel mellem aktører og tilskuere, fra senere tiders maskerader, hvori rolleombytningen blot er et overfladisk skalkeskjul til underholdning.
En lignende skelnen gør sig også gældende i den Bakhtinske sondring mellem en autentisk dialog, hvori taler og tilhører kontinuerligt bytter roller med en gensidig transformation til følge og en pædagogiske dialog, hvori taleren blot bruger tilhørerens input som et springbræt til at uddybe sit eget perspektiv. Når jeg kvalificerer prædikenen som karnevalesque er det imidlertid ikke blot for at udvide samtale-genren til at inkorporere ikke-verbale elementer. I stedet indikerer det karnevalesque element prædiken-genrens paradoksale karakter, som har tendens til at underminere samtalen.
I kapitel 5-8 analyseres fire nutidige homiletiske positioner og deres refleksion over prædikenens praksis. De fire positioner repræsenteres af henholdsvis den danske teolog, Svend Bjerg beskrevet i Chapter 5 Novelist Approach to Carnivalesque Preaching og de amerikansk homiletikere James Henry Harris i Chapter 6 Heteroglot approach to Dialogical Preaching, John S. McClure i Chapter 7 ‘Other-wise’ Polyphonic Preaching og Charles L. Campbell i Chapter 8 Chronotopic, carnivalesque preaching. Fælles for de udvalgte homiletiske praksis-teoretikere er, at de alle har bidraget til at videreudvikle prædikengenren ved hjælp af elementer der er centrale i det Bakhtinske forfatterskab.
Baseret på Bakhtins beskrivelser af dialogicitet har jeg påvist hvorledes prædikentilhørere spiller en aktiv rolle, ikke blot i deres egen fortolkning af prædikenen, men ligeledes i forhold til prædikantens forberedelse og afholdelse af prædikenen. Undersøgelsen af prædikenens dialogiske elementer har imidlertid også påpeget problematiske tendenser til at ignorere mellemmenneskelige forskelligheder, fordi der har været en tendens, primært blandt repræsentanter for det amerikanske paradigme, New Homiletics, til at forudsætte identitet som en forudsætning for dialogisk interaktion.
Som kritisk korrektiv til den traditionelle dialogiske bestemmelse af prædikenen har jeg i Chapter 9 The Double Otherness of Carnivalesque Dialogues analyseret prædikenen som en karnevalesk dialog i lyset af Søren Kierkegaard, Karl Barth og Eberhard Jüngels reflektioner over den 'kvalitative forskel' mellem Gud og mennesker. Denne teologiske analyse har dels bekræftet at forskel, frem for identitet, er en grundlæggende forudsætning for gensidigt transformerende interaktion, men også at disse forskelle, frem for at være adskillende, kan fungere som forenende modsætninger.
Original languageEnglish
Place of PublicationDet Teologiske Fakultet, Københavns Universitet
PublisherDet Teologiske Fakultet
Number of pages236
ISBN (Print)9788791838477
Publication statusPublished - 6 Jun 2012
SeriesPublikationer fra Det Teologiske Fakultet
Number34

ID: 43847458