Kunstværker repræsenterer ikke, de inkarnerer. Det gjorde også de hysteriske kroppe som fødte psykoanalysen: de inkarnerede i kød og blod, hvad de ikke kunne repræsentere med konventionelle tegn. Kunstværkets betydning er ikke bare noget fraværende, som det refererer til, men nærværende i selve dets materialitet (om det er malingens materie eller ordenes grafiske og fonetiske materie) Hvis vi skal gøre os i stand til at sanse denne materialitetens betydning, må vi, ligesom psykoanalytikeren, suspendere vores konventionelle ”læsning” af tegn og kroppe og lede efter mening i det, som ikke giver nogen mening - finde ”sens” i ”non-sens”.