En række syntaktiske og leksikalske parametre påvirker tilsyneladende valget mellem de to former og afslører, at selve verbets konstituent, faktorer som sammensat-usammensat form, grammatisk person, verbets frekvens samt de konjunktivudløsende faktorer er afgørende.

I dette bind undersøges udviklingen som en grammatikaliseringsproces, hvor den oprindelige tempusdistinktion i konjunktivparadigmet, gennem et antal reanalyser, ophæves og afløses af en distinktion mellem ”uafsluttet” og ”afsluttet”. Hermed etableres et nyt paradigme, som indeholder færre former, men indebærer et mere komplekst system, der består af de oprindelige former af præsens konjunktiv og passé composé konjunktiv til at dække henholdsvis ”uafsluttede” og ”afsluttede” forhold. Paradigmet indeholder samtidig rester af den oprindelige imperfektum, som i lighed med præsens konjunktiv har mistet sin tempusværdi og alene indeholder en stilistisk værdi til markering af højt register.