Normer er blevet manet ud af lingvistikken i to omgange inden for de sidste hundrede år: Første gang i forbindelse med den strukturalistiske revolution og anden gang i forbindelse med den postmoderne udvikling i variationslingvistikken. Begge gange er normer blevet anskuet som modsætningen til sproglige realiteter, der i første omgang opfattedes som lig med sprogets indre struktur og i anden omgang som den varierende og mangfoldige usus der unddrager sig alle normative stipulationer.
Denne artikel handler om normers status som en nødvendig forudsætning for menneskesprog og dermed for sprogbrug. Argumentationen er baseret på opfattelsen af normer som de implicitte ’kulturlove’ der opstår under dannelsen af menneskelige samfund – og som dermed lægger sig oven i naturlovene som faktorer der bestemmer hvilke konsekvenser handlinger har for samfundets medlemmer. I modsætning hertil står holdninger forstået som eksplicitte værdidomme.
Blandt konklusionerne er at alle empiriske udsagn om individers sprog forudsætter kendskab til det normative grundlag – de samfundsmæssige ’kulturlove’ som individerne trækker på – som bl.a. er afgørende for hvilke betydninger sproglige udsagn tilskrives som led i sprogbrugen, og hvilke værdier de aflæses i forhold til.