Som repræsentanter for tre faser i velfærdsstatens historie råder de københavnske gymnasier Øregård (1924), Sankt Annæ (1972) og Ørestad (2007) alle over en festsal, hvis typologiske udvikling sammenfatter skolearkitekturens vej i det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede.
Forfatteren viser, hvordan de tre gymanisier bruger deres fællesrum helt forskelligt, når de modtager eleverne efter sommerferien: Den neoklassiske aula på Øregård Gymnasium fyldes af rektors tale. Funktionalismens koncertsal på Sankt Annæ Gymnasium fremmer skolefællesskabets fusion i firstemmig sang. Atriet på Ørestad Gymnasium bruges til en modtagelse, som viderefører modernitetens demokratiske og kulturelle tradition. En naturlyrisk sangtekst, der vises på skærmen, skal ikke synges; den er udtryk for en kultur, som søges trængt i baggrunden. I stedet optræder en professionel stand-up-komiker.
Meget afhænger af skoleledelsens strategi og fantasi, men også af lærernes og - ikke at forglemme - elevernes bidrag til gymnasiets kulturelle og sociale fællesskab.