Denne artikel undersøger en i dag dominerende fremtidsforestilling i skoleprogrammatisk tænkning, nemlig at fremtiden altid allerede er inde i mennesket og kan og skal anvendes mest effektivt og produktivt. Artiklen søger at forstå denne forestilling gennem skitseringer af menneskeopfattelser og styringstænkning i tidligere fremførte fremtidsforestillinger op gennem 1900-tallet. Artiklen viser, at denne fremtidsforestilling både repræsenterer kontinuitet og diskontinuitet i forhold til tidligere. Det liberale tema fra omkring år 1900 om at styre med udgangspunkt i menneskets frie og uudtømmelige natur, er stadig til stede, men det er nu under neoliberalismen stærkt belagt med økonomiske krav om akkumulering og produktivitet, mens det i midten af 1900-tallet og i 1980 var knyttet til et samfund med kollektiv erfaringsdannelse, et ønske om modige og samvittighedsfulde mennesker og en vis beskyttelse af menneskets individuelle ressourcer. Analysen ønsker at bidrage med overvejelser over betydningen af, at fremtidsforestillinger fra før 1980 afvikles.