Personlige pronominer i fransk og italiensk: synkron variation i et diakront perspektiv

Foredrag v/ Kirsten Jeppesen Kragh og Erling Strudsholm, begge Institut for Engelsk, Germansk og Romansk.

Abstract

Mens latin havde et udbygget kasussystem inden for hele nomensystemet, har fransk og italiensk kun bevaret en form for kasusbøjning i forbindelse med de personlige pronomener.

Med udgangspunkt i Lehmann (1985) og Andersen (2006) er det vores hypotese at diakron forandring afspejles i synkron variation. Baseret på inter- og intralingvistiske sammenligninger og med diasystematiske dimensioner som referencepunkt har vi analyseret den seneste udvikling på begge sprog.

Et fælles træk for begge sprog er sondringen mellem betonede og ubetonede personlige pronomener, en sondring der ikke fandtes på latin, men som er udviklet i ældre stadier af fransk og italiensk. På trods af deres fælles udgangspunkt har de to sprog udviklet sig forskelligt, bl.a. ved at italiensk er forblevet et pro-drop-sprog, mens fransk ikke længere er det.

Vi har i nogle italienske varianter observeret en brug af personlige pronomener der kan fortolkes som de første tegn på en udvikling mod det franske pronomensystem (se også Schøsler & Strudsholm 2013).

Andersen, H. (2006). Synchrony, Diachrony, and Evolution. I: Competing models of Linguistic Change. Evolution and Beyond 279. Nedergaard Thomsen, O. (red.). Amsterdam & Philadelphia: John Benjamins, 59-90.

Lehmann, C. (1985). Grammaticalization: synchronic varation and diachronic change. Lingua e Stile 3, 303-318.

Schøsler, L. & E. Strudsholm (2013). Preservation, modification, and innovation. Paradigmatic reorganisation of the system of personal pronouns - from Latin into Modern Italian. I: Deixis and pronouns in Romance languages. Kragh, K.J. & J. Lindschouw (red.). Amsterdam/Philadelphia: John Benjamins Publishing Company, 49-68.

Alle er velkomne.