Foredrag ved Ole Meyer

Folkeeventyr – en urban opfindelse fra renæssancen?

ved Ole Meyer, oversætter og forfatter

I første sang af Dantes Comedia møder hovedpersonen tre dyr der spærrer ham vejen indtil hjælperen Vergil kommer ham til undsætning. Situationen minder om et folkeeventyr, men den tanke synes ikke at være blevet taget op i Dante-forskningen. Måske fordi det er vanskeligt at påvise sådanne eventyr i den europæiske middelalder, skønt det ofte tages for givet at de har været der, og kom fra Asien.

     Men hvad ved vi egentlig, specielt om kategorien trylleeventyr (AT-klassifikation 300-749)?  Prøver man at skelne mellem eventyrmotiver og eventyr som genre, ser man at visse motiver (eksempel Askepots sko, med eller uden søskenderivalisering) kendes fra oldtiden, fra Europa og andre steder, mens egentlige eventyr som vi kender dem fra senere europæisk tradition tilsyneladende først dukker op i  midten af 1500-tallet, hvor den ellers lidet kendte Giovanni Francesco Straparola (måske et tilnavn: 'den snakkesalige') udgiver en samling fortællinger, Piacevoli Notti (I-II, Venezia 1550 &-53), 75 i alt. De fleste er noveller, enkelte er dyrefabler, mens en snes stykker har klar karakter af trylleeventyr, omend det magiske præg kan være mere eller mindre fremtrædende.

     Blandt dem er senere klassikere som Den bestøvlede Kat, Jernhans, Æselskind m.fl., som vi kender fra de egentlige eventyrsamlinger: napolitaneren Basiles fra 1630'erne, franskmanden Perraults fra 1600-tallets slutning, de tyske Jacob & Wilhelm Grimms fra det tidlige 19. århundrede – som fik den største betydning, også for genrens barnliggørelse – foruden fra europæisk mundtlig tradition fra 1800-tallet.

Genrens popularitet i nyere tid skyldes i høj grad trykpressen, og at den var anvendelig i et nationalromantisk samlingsprojekt: det gælder i 1800-tallet for udgivere som Christian Molbech og Svend Grundtvig i Danmark, Asbjørnsen & Moe i Norge, Hylten-Cavallius & Stephens i Sverige, såvel som for Grimm-brødrene i det præ-wilhelminske Tyskland.

Men blev selve eventyrgenren skabt i bogform i renæssancens Venezia, som en afvigelse fra den mere realistiske novella ? og var  Straparola dens ophavsmand? Det hævder amerikaneren Ruth Bottighei­mer (Fairy Tales: A New History, 2009 og Fairy Godfather: Straparola, Venice, and the Fairy Tale, 2002), og mener at kunne sandsynliggøre det ud fra de samfundsforhold der gjorde sig gældende: Adelsrepublikken Venezia i 1500-tallet havde en delvis proletariseret men læsekyndig arbejder- og middelstand uden reelt håb om social opstigning; bl.a. var ægteskab mellem adelige og ikke-adelige forbudt siden 1520'erne. Og derfor, hævder Bottigheimer, har vi et nyt fænomen som hun døber rise tales, hvor Fattigper nok kan drømme om at få kongens datter – men kun i et andet, fjernt land, og under fantastiske, eventuelt groteske omstændigheder. Sådanne historier skulle angiveligt ikke findes før Straparola finder på dem, ved at kombinere allerede kendte fortællemotiver for et by-publikum.  

     Omvendt kan man tale om restoration tales, som rise tales skulle være udviklet af, ved en strukturel forkortelse: hovedpersonen forstødes for en tid fra sin høje status men genvinder den gennem prøvelser, gennem hvilke hun (evt. han) viser sit ædle værd. Askepot (AT 510 A) er et eksempel, som også findes hos Straparola i den mere drastiske variant Æselskind/Prinsessen i Kisten (AT 510 B), og mere forklædt hos Shakespeare i King Lear. Sådanne historier kendes fra middelalderen og senere (bl.a. Genovefa, La Belle Hélène de Constantinople, og Geoffrey of Monmouths krønike fra 1100-tallet, der har historien om Lears tre døtre) : de har gerne et katolsk (evt. masochistisk) anstrøg, og lighed med helgenfortællinger.

Kort og godt skulle genren være opstået og spredt i bogform, og først sekundært indgået i mundtlig folketradition – som derpå har omformet stoffet med tildigtninger, udeladelser, lokaliseringer, variationer. Fraværet af eventyr, absence of evidence, i tidligere tid skulle dermed være evidence of absence.

Teorien har mødt mere afvisning end tilslutning blandt eventyrforskere (bl.a. i Journal of American Folklore, Fall 2010, netadgang via bibliotek; også f.eks. Jack Zipes, “Sensationalist Scholarship” i The Irresistible Fairy Tale. The Cultural and Social History of a Genre, 2012), uden at der dog ses at være præsenteret et fældende modbevis: en klart mundtlig rise tale samtidig med eller før Straparola og Basile. Mærkeligt nok, thi sådanne findes vistnok – men lad os prøve at følge Bottigheimers tanke så langt det går, og se hvad der adskiller en mere novella-agtig fortælleform hos f.eks. Straparolas samtidige Bonaventure des Périers, fra det vi i dag genkender som eventyr.

Hovedeksemplet er det nok kendteste eventyr af alle: AT 510, i A-versionen kendt som Askepot, Cenerentola, Ashey Pelt m.m., i B-versionen som Æselskind, Catskin, Allerleirauh, Cap o'Rushes ....

     Og her har vi et overraskende nordisk eksempel, vistnok det første mundtligt baserede eventyr nogensinde: en lidet påagtet begyndelse af 510 B fra et svensk undergrundshåndskrift o. 1610, indeholdende Olaus Petris forbudte Svenske Krønike. Det er historien om almuepigen der flygter hjemmefra og gifter sig med kongen eller prinsen: utænkeligt i virkeligheden, ikke mindst i Italien (i Sverige skete det dog faktisk, da Erik XIV i 1568 skandaløst ægtede Karin Månsdotter). 

Kuriøst nok synes det også at være det eneste eksempel på et eventyr med motivet tre dyr som modstandere (snarere end hjælpere) der spærrer for hovedpersonens rejse, som i Dantes Komedie. Endda med hjælper: et talende og handlende dyr. Samme motiv (uden hjælper) findes også i det gådefulde norske visions­digt Draum­kvedet, overleveret fra folkesang i 1840'erne (vestlige Telemark, og kun dér), og af uvis alder. Det handler om en mands rejse til dødsrigerne, og parallellerne til Komedien er flere – skønt vanskelige at vurdere historisk.     

Tekstmateriale på originalsprog med dansk oversættelse kan fås ved henvendelse til Pia Schwarz Lausten (lausten@hum.ku.dk).

Efter oplægget åbner prof. emerita Minna Skafte Jensen diskussionen med “en oldtidskommentar”.

Alle er velkomne!