Ars Moriendi. Kunsten og livet efter døden i det tidligt moderne Europa

Døden spiller en central rolle for den menneskelige eksistens. Angsten for døden og forestillinger om livet efter døden er med til at forme vores identitet i såvel individuel som kollektiv forstand. Skiftende tider har haft forskellige syn på, hvordan man forbereder sig på den gode død og på livet efter døden. Ritualer og ceremonier omkring død og begravelse har ændret sig igennem tiden og haft forskellige funktioner: De har haft sociale,  politiske og religiøse formål eller fungeret som æstetiske sublimeringer af dødsangsten. Kunst, musik, retorik, digtning er på forskellig vis indgået i disse ritualer, ligesom der findes skildringer og fortolkninger af død og begravelse i historiske og filosofiske tekster fra renæssancen.

Program

14.15-14.45  Morten Fink Jensen:
Døden og natten: Begravelsesritualer og forestillinger om det hinsidige fra reformationstiden til oplysningstiden

14.45-15.15  Martin Schwarz Lausten:
Synet på “kunsten at dø” hos førende danske teologer i reformationstiden

15.15-15.45  Birgitte Bøggild Johannsen:
Eksemplets magt: Iscenesættelse af den kongelige død i 1500-tallets Danmark

15.45-16  Pause

16-16.30  Peter Woetmann Christoffersen:
Sange til begravelser og forbøn: En samling flerstemmig musik til brug i Sankt Barbara broderskabet i Corbie – Amiens

16.30-17  Maria Fabricius Hansen:
Grotesker: Om frygt for og fascination af det underjordiske i italiensk kunst ca. 1500

17-17.30  Minna Skafte Jensen:
Døden i krig: Den albanske humanist Marin Barleti

Opsamlende diskussion efterfulgt af bogsalg & reception

Abstracts

Morten Fink Jensen, historie (KU): Døden og natten

Fra reformationstiden til oplysningstiden har modsætningen mellem lys og mørke været forbundet med forskellige begravelsesritualer og forestillinger om det hinsidige. Disse ritualer og forestillinger kom i Danmark bl.a. til udtryk gennem forskellen på at blive begravet om dagen eller om natten. Mørkets betydning var imidlertid ikke givet, og både religiøse og verdslige tolkninger af forholdet mellem døden og natten kunne ændre sig markant i perioden.

Martin Schwarz Lausten, kirkehistorie (KU): Synet på ”Kunsten at dø” hos førende danske teologer i reformationstiden

Overvejelser om dødslejet og om ligprædikenens indhold og funktion hos biskopperne Peder og Niels Palladius og professor Niels Hemmingsen i midten af 1500-tallet.

Birgitte Bøggild Johannsen, Nationalmuseet:Eksemplets magt: Iscenesættelse af den kongelige død i 1500-tallets Danmark.

Under reformationens paradigmeskifte udgjorde konge- eller fyrstebegravelserne veritable laboratorier, eller ”les lieux d’élaboration d’un nouvel ars moriendi” (Naïma Ghermani ,2012), hvor den ændrede dødsopfattelse både tidligt og tydeligt kom til udtryk.  På én gang eksempeldannende og exceptionel demonstrerede den rituelle, visuelle og skriftlige iscenesættelse af de kongelige begravelser en sigende diversitet mellem enkelthed og pragt, mellem tradition og fornyelse eller mellem individuelle hensyn og forventning om fuld offentlighed, hvor endog overnaturlige forklaringsmodeller blev introduceret for at komme overens med den radikale samfundskrise, som kongens død grundlæggende repræsenterede.

Peter Woetmann Christoffersen, musikvidenskab (KU): Sange til begravelser og forbøn.

En samling flerstemmig musik til brug i Sankt Barbara broderskabet i Corbie – Amiens, Bibliothèque Centrale Louis Aragon, MS 162 D.

Præsentation af et liturgisk musikhåndskrift, der indeholder enkel, flerstemmig musik til begravelser og minderitualer. Det har været anvendt i et broderskab i Frankrig, Confrérie Ste Barbe i Corbie, i begyndelsen af 1500-tallet, hvor musikken blev opført af munke for at sikre den afdøde tryghed for sjælen efter døden. Oplægget vil bl.a. diskutere om broderskabet og dets musik ud over dets spirituelle funktion også spillede en rolle som politisk-økonomisk opbakning til opførelsen af en ny, stor hovedkirke.

Maria Fabricius Hansen, kunsthistorie (KU): Grotesker: Om frygt for og fascination af det underjordiske i italiensk kunst ca. 1500

Oplægget tager afsæt i groteskemaleriet, som får en stor udbredelse i Italien i 1500-tallet. Betegnelsen groteske kommer af maleriets inspiration fra antikke fresker (især i Domus Aurea i Rom), som man graver sig ned til på dette tidspunkt. De delvis underjordiske antikke ruiner blev opfattet som ”grotter”, med alt hvad det indebar i tiden: Grotten blev både forstået som livgivende, en Moder Jords livmoder, og som indgangen til Underverdenen, et helvedesgab.

Det underjordiskes tvetydige attraktion manifesterer sig i perioden ikke kun i maleri, men også i andre kulturelle fænomener, fx de fornemme villaers kunstige grotter og skulpturer (Bomarzos Helvedesgab fx), og i den udbredte optagethed af Dommedag. En ekstrem form for dyrkelse af Underverdenen ses i Giorgio Vasaris beskrivelse af Giovan Antonio Rustici. Rustici var medlem af et broderskab, der iscenesatte fester, som om de fandt sted i Helvede. Her var Pluto vært, og tjenerne var klædt ud som djævle, som kunne genne omkring med gæsterne med deres treforke. Der blev serveret diverse morbide retter, mens et lydbillede af martrede sjæle bidrog til at slå den gode stemning an.

Med mit oplæg vil jeg diskutere den dobbeltbundne fascination, som det underjordiske repræsenterede i tiden.

Minna Skafte Jensen, klassisk filologi (SDU): Døden i krig

Den albanske humanist Marin Barleti (ca. 1460 - efter 1512) skrev to værker om forsøgene på at bremse tyrkernes ekspansion mod vest, Belejringen af Shkodra (1504) og Skanderbegs historie (1508). Begge værker kunne kaldes prosaepos'er og er karakteriseret af heroisering af døden for kirke og fædreland. Men selv om Skanderbeg fremstilles som forkæmper for kristendommen, og det hævdes at Pius II havde udset ham til at lede det korstog mod tyrkerne han havde under forberedelse, er døden omgærdet af påfaldende lidt kristelighed. Der er næsten ingen omtale af kristne begravelsesritualer eller forestillinger om et evigt liv i det hinsides. Døden er iscenesat i en rent antik forståelsesramme, hvor den evighed de faldne helte kan se frem til, er eftermælet blandt de dødelige.

Belejringshistoriens helt er kollektiv, de tapre borgere i den belejrede by, og der lægges vægt på hvordan de til sammenligning med byens venetianske ledelse kæmpede særlig heroisk fordi de forsvarede deres eget patria. Her og der dvæles der ved individer der i konkrete situationer ydede en særlig indsats, og det er indforstået at værkets lovprisning af deres tapperhed sikrer dem deres fortjente plads i eftertidens erindring.

Biografien af Skanderbeg slutter med heltens død af sygdom. Den døende Skanderbeg indtager den rolle som hovedperson Philippe Ariès i sin tid beskrev, og i sine to taler på dødslejet til hhv. sine underordnede og sin søn vender Skanderbeg sine tanker mod det dennesidige og koncentrerer sig om anvisninger til dem om hvordan de kan føre hans kamp videre.

Seminaret er arrangeret af Center for Renæssancestudier.

Kontakt: lausten@hum.ku.dk