Whitney Davis bog A General Theory of Visual
Culture vil utvivlsomt blive opfattet som en provokation
af mange deltagere i forskningsdebatterne
om visuel kultur. At basere en »generel« teori om
visuel kultur – dvs. en teori, som benytter sig af
termer som »visualitet« – på et kerneargument de
facto centreret omkring ikonografiske debatter i
starten og midten af det 20. århundrede, f.eks. om
Albrecht Dürers værk Ridder, død og djævel, kunne
umiddelbart synes som en stemme fra fortiden. Sagt
anderledes: Davis bog er et indlæg i en debat om
visuel kultur, hvor de mange intentioner om at udvikle
et alternativ til den kanoniske kunsthistorie får
et modspil. Visuel kultur-debatten, som den kendes
i dag, bør ifølge Davis korrigeres, eller måske
reelt ignoreres, til fordel for en opdateret teori om
historisk formalisme, som kan bringe kunsthistorien
på højde med nutidige kulturbegreber. Vi taler
altså om, at det faglige felt, som udkrystalliserer sig
omkring Heinreich Wölfflin, Alois Riegl og Erwin
Panofsky i første halvdel af det 20 århundrede, med
udstikkere til f.eks. Cassirers filosofi om symbolsk
form og Bernard Berensons »connoisseurship«, skal
opdateres med et kulturbegreb. For en umiddelbar
betragtning er Davis teori altså alt andet end det
forskningsprogram, som i de sidste 20 år, f.eks. siden
Hal Fosters programtekst fra 1988 i Vision and
Visualites, har udviklet sig med en dagsorden fokuseret
på »discursive determination« (Foster), »visuality
« (Mirzoeff), »practices of looking« (Sturken &
Cartwright), »pictorial turn« (Mitchell) osv.