Med afhandelingen kortlægges omfanget af nationalismens implikationer i den danske kunstverden fra 1830'erne og frem til 1860'erne med et særlig fokus på de kosmopolitiske grænsegængere. Den centrale tese er, at i overgangen fra en flersproglig og dermed flerkulturel helstat til etableringen af nationalstaten undergik både kunstnernes selvopfattelse og omverdenens forståelse af deres virke enorme forandringer, hvilket indskrænkede kunstneres virke og handlingsrum.
Kunstmalerne Elisabeth Jerichau Baumann og Johann Hermann Carmiencke udgør to af afhandlingens centrale skikkelser, idet de med deres nomadiske kunstnerpraksis fortolkes som grænsegængere i dansk kunst. Afhandlingens sidste del analyserer nationalismens påvirkning af kunsthistorieskrivningen for at kortlægge de udgrænsningsmekanismer, der siden 1900-tallet er blevet naturaliseret.
Udarbejdet på Aarhus Universitet og forsvaret i december 2021.