Formålet med denne afhandling er at bidrage med et nyt svar på et ældgammelt spørgsmål: Hvad betyder den italienske konjunktiv? Det er almindeligt at antage, at svaret på dette spørgsmål skal findes i modale dikotomier, hvor konjunktiv er knyttet til en bestemt modal sfære, såsom irrealis eller ikke-assertion, og indikativ til en anden, såsom realis eller assertion. Imidlertid står sådanne forklaringer over for den tilbagevendende udfordring at begrænse konjunktiv til én enkelt modal sfære. Holdningen i denne afhandling er derfor, at tiden er moden til at genoverveje konjunktivs betydning fra en ny vinkel, idet modale dikotomier ikke har vist sig som tilstrækkelige løsninger.
Afhandlingen foreslår, at konjunktiv har to distinkte, men beslægtede betydninger, der ikke umiddelbart er knyttet til nogen modalitet. Mere specifikt argumenteres der for hypotesen, at konjunktiv kan betegne en hypotetisk proposition eller et sagforhold.
Afhandlingen undersøger denne hypotese i fire artikler, der analyserer data primært fra det italienske korpus over skriftsprog CORIS. Artikel I udfordrer ideen om, at konjunktiv kun er en underordningsmarkør og foreslår, at konjunktiv bedst forstås som polysemisk. Artikel II er en korpusundersøgelse af konjunktiv i forbindelse med viljeselementer. Det hævdes, at konjunktiv rutinemæssigt vælges af disse elementer, da det betegner den type betydning, der er involveret i vilje, nemlig sagforhold. Artikel III udforsker brugen af sagforholds konjunktiv i alle typer sætninger og hævder, at teorien om sagforholds konjunktiv forklarer anvendelser, som ikke let lader sig forklare af modale tilgange. Endelig er artikel IV en korpusundersøgelse af konjunktiv i komplementsætninger knyttet til verba dicendi. Artiklen fremhæver fordelene ved at studere samspillet mellem disse verber og modusvalg i henhold til den type betydning (sagforhold og propositioner), de forskellige betydninger af verberne involverer.
Med disse undersøgelser bidrager denne afhandling med en ny polysemisk tilgang til den italienske konjunktiv, der adskiller sig radikalt fra de gængse tilgange, hvor modale dikotomier hævdes at ligge til grund for konjunktiv-indikativ distinktionen. I stedet for at spørge, hvilken type modalitet konjunktiv betegner, spørger denne tilgang, hvilke typer betydningsenheder den betegner. Afhandlingen forsøger at vise, at denne måde at formulere problemstillingen på kan give os løsninger på en række vanskelige fænomener, som forbliver uløste i monoseme (modale) tilgange.