I denne afhandling følger jeg populismen som en ’tynd ideologi’ i Italiensk politik fra start 90'ernes skelsættende systemiske krise til slut 10’ernes omvæltninger. Jeg operationaliserer og anvender populismebegrebet og en række andre begreber i en kvalitativ analyse af et omfattende kildemateriale indsamlet primært fra syv nationale italienske valg fra 1994 til 2018. Jeg fokuserer på Silvio Berlusconi og hans partier, Lega Nord, Movimento 5 Stelle (M5S) og disse partiers ledere. I tre analyser viser jeg hvordan populisme er en konsistent komponent af de tre aktørers forskelligartede politiske kommunikation, forslag og handlinger. Analyserne videreudbygges i fem tematiske diskussioner, der indgår i dialog med den eksisterende forskning. I min ideologibehandling ses populisme som fusioneret med regionalisme, nativisme og senere autoritarisme hos Lega Nord; liberalisme hos Berlusconi og en blanding af miljøisme, socialisme og liberalisme og en tro på særligt direkte demokrati hos M5S. Jeg gendriver en række påstande og efterlader et indtryk af, at den italienske populisme ikke har været så unik i dens grundtræk som tidligere anskuet. Jeg undersøger grunde til forskelligheder i forhold til økonomi og nationsopfattelse og rodfæster dem især i Italiens historie og i ideologisk inspiration fra andre politiske aktører. Jeg vender derefter blikket mod populisternes sociokulturelle stil og viser, at de tre vigtigste politiske ledere har været afhængige af at udvise uforfinet adfærd og signaler. I næstsidste kapitel understreger jeg derimod, at weberiansk karisma ikke kan tilskrives en central rolle i den italienske populisme, selv om Umberto Bossi har udvist karismatiske træk, og at den ’stærke leder’ bedre beskriver flere af landets populistiske ledere. I sidste kapitel om demokratiet argumenter jeg for, at de italienske populister har: brudt med den paternalistiske tradition; udfordret anti-fascismens centrale rolle; forsøgt at reformere forfatningen for at flytte politik tættere på folket; haft en repræsentativ funktion, men også udvist et antagonistisk eller uklart forhold til liberale institutioner og normer. Jeg påpeger, at de store forskelle blandt de italienske populister kan ses som afgørende, men også, at lighederne mellem dem gør, at de kan tolkes som del af en tendens, der, sammen med teknokratisk styre, forskubber demokratiets forfatningsmæssige indretning henimod nye ukendte balancepunkter.