Regeringserklæringen
Det er en spændende, men på sin vis også en utaknemmelig opgave at deltage i en historisk kommissionsundersøgelse af PET’s efterforskning på det politiske område.
Det spændende består i, at man gives uhindret adgang til dokumenter fra regeringen og landets efterregnings- og sikkerhedstjeneste. Det var da også et vaskeægte scoop, da PET-kommissionen i 2009 kunne løfte sløret for regeringens dobbeltspil under Den Kolde Krig: Over for offentligheden gav regeringen det indtryk, at PET ikke registrerede danske statsborgergeres politiske virksomhed, men allerede i april 1948 havde Justitsministeriet bemyndiget PET til at registrere danske kommunister.
Den tvetydige politi fortsatte i årtier. I 1968 udsendte regeringen en erklæring til offentligheden, hvori den oplyste, >>…” at registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.<< PET skulle dog stadig registrere kommunister, men tjenesten måtte på grund af regeringserklæringen ikke gøre det alene af den grund, at de var kommunister. Der skulle noget mere til, eksempelvis at de deltog i en delegationsrejse til Østeuropa, og det gjorde ledende kommunister jo gerne med det resultat, at de alligevel blev registreret. Man kommer uvægerligt til at tænke på Lampedusas uforglemmelige roman: >>Alt må forandres, for at alt kan blive som det er. <<
Det utaknemmelige ved kommissionsarbejdet kommer først når opgaven er fuldført. Kommissionsberetninger bliver vanligvis mødt med kritik, og debattører med begrænset indsigt opkaster sig hurtigt til dommere. Dagbladet Information kunne traditionen tro den 25. juni 2009, morgenen efter offentliggørelsen, fortælle, at kommissionsberetningen var en >>tynd kop te<<.
Hvordan dagbladsredaktionen og de adspurgte kritikere p nogle få timer kunne tygge sig igennem de små 5000 sider, som beretningen indeholder, meldte Informationens forsidehistorie ikke noget om. Nuvel. Journalister har som bekendt deadlines, der skal overholdes, og en historie som skal skæres. Det undrer mig mere, at der et år efter offentliggørelsen stadig fremsættes løsagtige påstande.
Journalist Hans Davidsen-Nielsen insisterer fortsat på, at PET ulovligt affotograferede alle de dokumenter, som ifølge regeringserklæringen burde være slettet, og anbragte dem på den danske ambassade i Washington. Det har Kommissionen ellers afvist. Historien bygger på en optegnelse i tidligere i justitsminister Knud Thestrups dagbøger, men modsiges af det samtidige skriftlige kildemateriale, der beretter, hvad der i virkeligheden skete: Det var det materiale, som PET gerne måtte beholde i henhold til regeringserklæringen, der blev kopieret, og anledningen var formentlig Pet’s forestående udflytning til nye og større lokaler. Da PET påbegyndte mikrofotograferingen af sit arkiv i 1969, var makuleringen for længst overstået. Et ikke uvæsentligt kronologisk argument.