I det tidlige 21. århundrede har en række såkaldt neo-reaktionære franske forfattere skrevet flittigt i essaysog romaner om den franske kulturs forfald og fremstillet den franske identitet som truet. På baggrund af tekster af især filosoffen Alain Finkielkraut og de skønlitterære forfatterne Richard Millet, Renaud Camus,Marc-Édouard Nabe og Michel Houellebecq kortlægger afhandlingen denne forfaldstænkning gennemanalyser af dens centrale temaer: sprogets og litteraturens forfald; sammenbrud i æstetiske og kulturelle hierarkier siden 1968; tab af historisk bevidsthed og almendannelse; multikulturalisme og kommunitarisme. I afhandlingen analyseres også forfaldstænkernes udpegning af problematiske andre, dvs. personer eller grupper, der menes at udgøre en trussel mod kulturen og det franske samfund i det hele taget. Der argumenteres for, at forfaldstænkningen kan betragtes som en pessimistisk reaktion på en række reelle kulturelle forandringer, som ikke bare Frankrig, men Vesten i det hele taget har oplevet gennem de sidste årtier af det 20. århundrede og starten af det 21, alt imens den afspejler en langvarig idé- og litteraturhistorisk tradition for fransk kulturkritik.