Det danske frisind – set med danske og tyske øjne

Forestillingen om Danmark som frisindet i forhold til seksualitet, nøgenhed og pornografi har gennem det 20. århundrede spredt sig ud over Danmarks grænser, især til nabolandet Vesttyskland. Her er Danmark og danskerne blevet forstået som liberale og tolerante, ofte som en kontrast til en mere konservativ og autoritær tysk- national identitet. Samtidig har de grupper, aktiviteter og æstetik, som danske frisind er rettet mod, haft stærke bånd til Tyskland. Homoseksuelle aktivister og enkeltpersoner fandt ligesindede og etablerede forbindelser i Vesttyskland, især i Berlin og Hamborg; dansk pornografi var rettet mod et meget større vesttysk marked og publikum; og naturister opdagede en scene og et samfund meget mere etableret i Vesttyskland end hjemme i Danmark.

Frisindets ikon 1: Pornografi (SPP)

Danmarks ændring af pornografiloven i 1969 som det første land i verden forstærkede en stereotyp forståelse af det danske samfund som mere liberalt end andre, især i modsætning til Vesttyskland. Men set i et længere historisk perspektiv havde pornografi været forbudt og debatteret i Danmark som i mange andre lande. Samtidig blev pornografi kritiseret af den feministiske bevægelse som en kommerciel forstærkning af mandlig dominans og udnyttelse af kvindekroppen.

Alligevel underbyggede legaliseringen af pornografi dansk frisind i den seksuelle sfære – ikke kun i danskernes selvopfattelse, men også set fra omverdenens perspektiv. Mens Skandinavien, især Sverige, længe var blevet betragtet som særlig liberal af vesttyskere, gjorde legaliseringen af pornografi landet til en pioner inden for seksuel liberalisering. I kampen om Vesttysklands politiske karakter, udkæmpet i konflikten om liberalisering af seksualiteten, tjente det danske eksempel således som model for et emanciperet samfund. Under ændringen af pornografiloven i Vesttyskland i 1975 blev Berl Kutchinsky, en dansk kriminolog, der havde undersøgt de samfundsmæssige konsekvenser af Folketingets beslutning, ofte konsulteret.

SPP undersøger den frie pornografis rolle som frisindets ikon ud fra tre perspektiver: (a) ændring af holdninger til pornografi i de danske medier og den offentlige mening; (b) danske og tyske gensidige betegnelser af den anden og sig selv som "liberal" eller "autoritær" vedrørende pornografi; (c) de fortolkninger og praksisser, der blev forbundet med dansk pornografi blandt dens tyske modtagere. Kildematerialet består af medierapporter, meningsmålinger, Knud Thestrup-aviserne og Kvindehistorisk Samling i Rigsarkivet, Beate Uhse-virksomhedsarkivet i Hamborg og arkivalierne fra det føderale justitsministerium i Bundesarchiv Koblenz.

Frisindets ikon 2: Homoseksualitet (SPH)

I løbet af det tyvende århundrede ændrede danske holdninger til homoseksualitet sig enormt. Fra at blive opfattet som en sygelig og ulovlig abnormitet indtil slutningen af det nittende århundrede, blev homoseksualitet bredt accepteret og endda fejret ved begyndelsen af det nye årtusinde. Homoseksuelle forhold blev legaliseret i 1933, en lovlig forening for homoseksuelle? dannet i 1948, den seksuelle lavalder ligestillet med andre forhold i 1977, og registreret partnerskab mellem par af samme køn tilladt i 1989. Denne udvikling er ofte blevet akkrediteret til danske frisind. Men frisind som begreb var veludviklet før den generelle accept af homoseksualitet, og i hvilke sfærer gjaldt accepten?

Udviklingen i Danmark stod i kontrast til udviklingen i Vesttyskland, selvom sidstnævnte var stedet, hvor den internationale homoseksuelle bevægelse havde sit udspring. De liberale holdninger, især fra Weimar Berlin, som inspirerede og opmuntrede homoseksuelle i førkrigstidens Danmark, overlevede ikke den nationalsocialistiske magtovertagelse i 1933. Desuden tog det længere tid at sikre homoseksuelles rettigheder i Vesttyskland end i Danmark: (Mandlige) homoseksuelle forhold forblev ulovlige i Vesttyskland indtil 1969, og lavalderen for forhold mellem personer af samme køn i det forenede Tyskland blev først udlignet i 1994. For homoseksuelle i Vesttyskland repræsenterede efterkrigstidens Danmark et idealsamfund, mens de homoseksuelle undergrundsmiljøer, der blomstrede i Tyskland, var besøgt og beundret af danske aktivistgrupper og privatpersoner.

SPH vil (a) undersøge reaktioner i Danmark på homoseksualitet i det tyvende århundrede med særlig fokus på, hvordan forestillingen om et dansk frisind hænger sammen med disse. SPH vil også undersøge (b) hvordan homoseksuelle i Danmark knyttede forbindelse med homoseksuelle i Vesttyskland, og hvordan (c) både homoseksuelle og andre i Tyskland forstod Danmarks holdninger til homoseksualitet. Analyserne vil primært være baseret på danske kilder fra Det Kongelige Bibliotek, Rigsarkivet og LGBT+ Biblioteket, tyske kilder i Schwules Museum og Magnus-Hirschfeld-Gesellschaft, begge Berlin, samt både danske og tyske kilder i IHLIA, Amsterdam. Tyske opfattelser af danske holdninger til homoseksualitet spores i ZEFYS, arkivet for tyske aviser på Statsbiblioteket, Berlin.

Frisindets ikon 3: Naturisme (SPN)

Som i andre nordvesteuropæiske lande blev nøgenhed i stigende grad accepteret i det danske offentlige liv i løbet af 1970'erne. Ligesom med pornografi indtog Danmark en foregangsrolle inden for lovgivningen, da nøgenbadning på offentlige strande blev tilladt i 1976. I Vesttyskland skete en lignende udvikling. Efter naturisme var blevet betragtet som skadelig for samfundet i de konservative 1950'ere, blev uformel nøgenbadning udbredt i løbet af 1970'erne. I DDR var det tilladt og bredt praktiseret selv fra midten af 1950'erne.

Mens danske og tyske idrætsreformatorer som J. P. Müller og Adolf Koch allerede i begyndelsen af det 20. århundrede i lige høj grad talte for en nøgenkultur, var organiseret naturisme traditionelt mere udbredt i Tyskland, som blev betragtet som dets "oprindelsesland". Inspireret af internationale fortilfælde grundlagde danske Viggo Dahlen i 1937 bladet "Sol og Sundhed", som i 1950'erne udkom i tre oplag: engelsk, dansk og tysk. Fra slutningen af 1960'erne følte danske og vesttyske naturistforeninger sig delvist truet af bølgen af uformelle nøgenbadninger. Det skyldtes, at nøgenhed blev en vigtig praksis inden for "alternative" subkulturer, der manifesterede sig for eksempel i Thylejren og på Roskildefestivalen – ved at forbinde den frigjorte krop med seksualitet: Noget, der var blevet minutiøst adskilt i organiseret naturisme.

SPN undersøger nøgenhedens rolle som et ikon for frisind ud fra tre perspektiver: (a) ændring af holdninger til nøgenhed og naturismepraksisser i den danske befolkning; (b) fortolkninger og praksis forbundet med det danske syn på nøgenhed i den tyske offentlighed; (c) netværk mellem organiserede danske og tyske naturister og mellem medlemmer af de alternative miljøer, fællesskaber og forskelle i deres tilgang til nøgenhed. Kildematerialet består af naturist- og alternative magasiner samt arkiverne fra Dansk Naturist Forbund og Dansk Naturist Union i Rigsarkivet og den store samling om international naturisme på Niedersächsisches Institut für Sportgeschichte, Hannover.

Projektet sigter mod forskellige publikationer og anden formidling af dets resultater. Foruden en monografi om ”Det danske frisinds” historiske udvikling vil Detlef Siegfried og Tobias de Fønss Wung-Sung udgive videnskabelige artikler om de tre subprojekters forskningsresultater i internationale tidsskrifter.

Derudover har projektet indgået et samarbejde med Museet KØN i Aarhus, hvor der løbende vil blive publiceret resultater på museets blog og digitale platforme. Imod slutningen af projektet vil vi samarbejde med museet om at udvikle udstillingsmateriale, som kan bidrage til at fortælle og formidle nye historier om det danske frisind.