Ifølge hundredvis af retsdokumenter fra det 13. og 14. århundrede i Japan, og adskillige historikere i dag, var Japan hjemsøgt af akuto ('onde bander' eller 'banditter'), som oversvømmede provinserne i perioden.

Vi finder referencer til akuto i rapporter og juridiske dokumenter fra størstedelen and de centrale provinser i Japan i perioden, men trods adskillige forsøg fra japanske historikere gennem årene er det ikke lykkedes at indfange akuto'erne i simple kategoriseringer.

De fleste banditter i hvilken som helst kulturel eller historisk kontekst har været langt fra at leve op til idealerne om den ædle Robin Hood røver, men komparative studier af banditbegrebet har også vist os at vi ikke kan diskutere banditvæsen blot som en form for asocial beskæftigelse. Anklagede banditters handlinger var i høj grad socialt bestemte og udslag af modsatrettede normer og legitimitetsopfattelser mellem centeret og periferien af samfundet.

Der er talrige eksempler fra historien på at en succesfuld de-legitimering af rebeller eller andre modstandere som kriminelle og banditter ofte legitimerede grusom og undertrykkelse og straf, som ellers ville have været betragtet som for hård. Henvisninger i retsdokumenter, provinsrapporter eller krøniker til for eksempel mord, voldtægt, eller landevejsrøveri udgør derfor ikke nødvendigvis et retvisende billeder af den anklagedes handlinger, som nødvendigvis må forstås i deres rette diskursive kontekst. Det vil i afhandlingen blive hævdet at lignende forhold gør sig gældende i studiet af akuto fænomenet i Japans middelalder.

Det primære fokus i afhandlingen er derfor hvordan og hvorfor grupper blev kategoriseret som akuto i perioden. Gennem et studie af krøniker, love og retsdokumenter dekonstruerer jeg billedet af akuto som udøvere af tilfældig vold og overgreb, og jeg understreger nødvendigheden af at se termen som retorisk middel i juridiske disputter og i krøniker.

At disse grupper af akuto pludselig dukker op i kilderne i denne periode betyder derfor ikke at der var mere lovløshed i provinserne i perioden, men snarere at central autoritet og lov i højere grad gjorde sig gældende i lokal konflikthåndtering. Fortællinger om lovløshed var derfor indikation på lovens anvendelse snarere end det modsatte.

Akuto'erne var ikke progressive bønder eller sociale afvigere men derimod konservative lokale eliter eller andre grupper, der beskyttede deres traditionelle privilegier i et samfund under forandring.

Studiet i afhandlingen lægger derfor vægt på at centrale landbesiddere ikke var passive ofre for grådige krigere og afvigende banditter, og at sidstnævntes handlinger må diskuteres i relation til lokal konflikthåndtering. Dette inkluderede vold og andre sociale handlinger der gik imod normer og regler opsat af centrale magthavere, og de blev derfor fordømt og straffet som banditter.