Landgilde er et ord, der helt er gået ud af dagligsproget, men i 1600-tallet var det ét af de vigtigste samfundsøkonomiske begreber. Det dækkede over alle de faste afgifter, landets bønder hvert år ydede deres godsejer. Det var normalt en sammensat kurv af landbrugsvarer, som kunne omfatte korn af flere slags, smør, svin, får, lam, gæs og høns og adskilligt andet. Kurven var forskellig fra egn til egn, landsby til landsby og ikke sjældent fra bonde til bonde.

Med denne bog leveres for første gang en samlet landsdækkende analyse af landgilden, som den var i 1660'erne. For knap 60.000 gårde er det registreret, hvad de skulle af med af forskellige produkter. Fordelingen heraf præsenteres blandt andet i form af en lang række kort, som viser markante regionale mønstre. For eksempel var der ikke bare stor forskel på Jylland og Sjælland, men også mellem Thy og Vendsyssel eller undertiden mellem to nabolandsbyer. De regionale variationer af landgilden kobles til en række andre forhold. Centralt står de store landskabsvariationer ved jordbund, terræn og arealanvendelse, der medvirkede til en egnsmæssig specialisering inden for landbruget - og dermed også til hvilke varer, som bønderne kunne yde landgilde i. Men landgilden var ikke en direkte afspejling af produktion. Også forskellige godsejeres ønske om at få landgilden i bestemte varer, der var særligt egnet til eksport, og bøndernes eget behov for at beholde bestemte varer til husholdningen samt til næste års produktion spillede ind.