Hamlet er manden i mit liv. Min elskede. Jeg har en drøm om at frelse ham. At redde ham ud af sin mors soveværelse og ind i mit. Væk fra det ødipale Helvede han befinder sig i, fastlåst mellem et svin af en faderskikkelse (Claudius) og en alt for idealiseret far (gamle Hamlet), vågende over sin mors sexliv. Han skulle flytte hjemmefra, skulle han, og sammen med mig. Jeg synes det er mig han skal være vanvittig sammen med. Mig han skal rase med, græde med, le med. Sammen skulle vi gruble over faderspøgelset. Sammen skulle vi erfare at man godt på én gang kan være og ikke være uden af den grund at blive et genfærd. Han skulle røre ved min hud og mærke, at der er noget mellem den kvindesminke han hader, og det dødningehoved han lader opsuge al mening. Han skulle rette sit sværd mod mig og ikke mod fædre og brødre. Og han måtte skrige lige så tit han ville at jeg skulle gå i kloster, for så ville jeg bare skrige tilbage at han var en håbløs lille Ødipus, og så kunne vi skændes inderligt og forsones ømt. Hamlet er min elskede. Og derfor græder jeg trøstesløst hver gang han dør, hver gang han hengiver sig til det store gruppeorgie af en mordscene hjemme hos mor og far, i stedet for at holde orgie med mig.