De to præsidenter, J. F. Kennedy og Charles de Gaulle, nåede aldrig frem til en fælles verdenspolitisk opfattelse. For de Gaulle var Kennedy i bund og grund en typisk repræsentant for overfladisk amerikansk hegemonisk arrogance, der troede, at nationalstater og samarbejdsrelationer lod sig konstruere i en form for politisk ingeniørkunst, mens Kennedy overtog det traditionelle af Roosevelt etablerede syn på de Gaulle som en general plaget af et posttraumatisk nederlagssyndrom. Kennedy nåede aldrig frem til en forståelse af de Gaulles naturalistiske syn på nationen som et produkt af en historisk vækstproces, som måtte mødes med respekt og i ligeværdighed..