Med henblik på at indkredse humanioras rolle i en samfundsmæssig kontekst, anlægges en historisk vinkel på de humanistiske videnskabers sociale funktion siden renæssancen. Forstået som forvalteren af en statsmagts "kulturelle kapital" fremtræder humaniora som en central del af samfundshelheden i løbet af de sidste fem hundrede år. Denne rolle blev yderligere forstærket i det 19. århundrede, hvor religionen blev erstattet med ideen om nationens ånd som det diskursive fundament for statsapparatet. I dag befinder vi os i en situation hvor nationen som sammenhængsgivende instans har mistet en stor del af sin kraft og er blevet erstattet af en stærk individualiseringstendens som modvirker den sociale integration. Tilsvarende findes på et videnskabsteoretisk plan en markant skepticisme over for enhver helheds- og universalistisk forståelse, som ligeledes forhindrer humaniora i at udfylde en samfundsmæssig rolle. Til slut i artiklen foreslås en opfattelse af humaniora der kunne integrere denne videnskabsgren positivt i samfundshelheden.